Pressemeddelelse

 

Fortællingen om Rosa

 

– en film med og om plejebørn

 

Linea, 13 år, anbragt i pleje:

”I starten der troede jeg, at jeg var den eneste, der boede i pleje, og ikke boede hos min mor og far … jeg kendte jo ikke andre”.

Filmen, der havde premiere på Buster Filmfestival i september 2011, er for både børn og voksne og giver et indblik i anbragte børns verden.

 

Fem børn og unge fortæller deres historie om at føle sig alene, forlade sine forældre og komme i plejefamilie. Børnene og filmens skabere ønsker at give Danmarks mange anbragte børn en stemme.

”…man bliver nødt til at åbne munden og fortælle nogen om det ….”

I "Fortællingen om Rosa" har instruktør René Bo Hansen givet 5 anbragte børn og unge et talerør. De skildrer, hvordan det er at leve et liv, hvor man bor hos en plejefamilie og samtidig bærer på det svigt, man har været udsat for fra sine egne forældre.

 

De skaber sammen med en tegner og et tidligere plejebarn animationsfilmen om Rosa, en pige der lige som dem selv må forlade sin familie og begive sig ud på en ukendt, ensom rejse.

 

Børn skal lyttes til

"Fortællingen om Rosa" sætter fokus på, at det i forbindelse med anbringelser er essentielt, at børnene bliver taget alvorligt af deres omgivelser. Det er ikke altid lige nemt for fx en 10-årig at skulle sige nej tak til at bo hos sin biologiske mor.

 

"Fortællingen om Rosa" bidrager til, at man som plejefamilie, sagsbehandler eller blot som almindeligt menneske får reflekteret over, hvor vigtigt det er at lytte til børn og hjælpe dem, så deres situation kan ændres, hvis det er nødvendigt.

 

Linea, 13 år, medvirkende i "Fortællingen om Rosa", udtaler følgende om dokumentaren: ”Jeg tror, at mange gange, hvor man hører om børn, der i lang tid har haft det dårligt hos deres plejefamilie eller når de bor hjemme, så skyldes det, at der ikke er nogen, der lytter til børnene.

 

Måske fordi børnene ikke lige siger noget, fordi de er bange for, hvad der så kan ske. Eller måske fordi de voksne ikke forstår, hvordan det er at være barn med sådan et liv. Derfor er det vigtigt, at vi tør råbe højt og fortælle om, hvordan det er at være os.”

 

Alle plejebørn skal have en kopi
Instruktør René Bo Hansen har et helt specielt formål med dokumentaren. "Fortællingen om Rosa" skal oplyse anbragte børn om, at mange andre rundt om i landet går igennem de samme oplevelser og den samme smerte, som dem selv.

 

Filmen er lavet i samarbejde med Børnetinget, som har sikret, at de første mange dvd’er kan sendes ud til danske plejebørn i alderen 11 - 18.

 

Projektleder Stinne Lau Tvede fra Børnetinget:

”Alt for mange plejebørn kæmper med en følelse af at være anderledes og ensomme. Dette hænger bl.a. sammen med, at der i befolkningen generelt ikke er det store kendskab til og forståelse for plejebørns situation. Her har filmen en stor rolle at udfylde – og den har vigtige budskaber både til børn og voksne.”

Pressekontakt:
Stine Hamburger, stine@stinehamburger.dk , 28 88 84 26
Marie Futtrup, marie@futtrup.com , 31 78 59 27

 

Fakta om "Fortællingen om Rosa"
Instruktør: René Bo Hansen
Medvirkende: Joline, Linea, Yonis, Johnni, Freya m.fl.
Producent: Nordstjernen Film og TV
Genre: Iscenesat virkelighed
Aldersgrænse: Fra 11 år
Længde: 45 min.
Distribution: DVD/Digitale HDV


Støttet af: Egmont Fonden, Bikubefonden, Børn & Familier, LB-Fonden, Undervisningsministeriets Tips- og Lottomidler, Danmarks Radio, Prins Joachim og Prinsesse Alexandras Fond, SDI Media. Filmen har desuden modtaget lanceringsstøtte fra Det Danske Filminstitut.

 

Fakta om René Bo Hansen
René Bo Hansen har siden starten af 80’erne arbejdet som instruktør, manuskriptforfatter og fotograf på forskellige filmprojekter i Danmark.

 

Det tavse håb, Pas på nerverne, Så himmelsk anderledes, Mellem grænser og The Eagle Hunters Son er et udsnit af René Bo Hansens værker. Sidstenævnte fik international succes og var med på 35 internationale festivaler. Bo Hansen har siden 1999 undervist på Kort og Dokumentar Filmskolen.

 

Børnetinget

Hjemmesiden Børnetinget er et mødested for plejebørn og tidligere plejebørn. Her kan de udveksle erfaringer, møde forståelse og få råd og vejledning også fra voksne, tidligere plejebørn.

 

Citater fra filmen

Freya, 16 år: "Jeg er glad og stolt over, at vi har fået filmen færdig, for der er virkelig brug for den. Når man fx hører om Brønderslev-sagen, så har jeg meget ondt af de børn og unge, det er gået ud over. Det er nu, at de og mange andre skal se, at nogle plejefamilier virkelig kan være livsreddere."

Joline, 13 år: ”Man ved godt, at ens mor og far de også har nogle personlige fejl, at de drikker og sådan … men altså man elsker dem jo rigtig meget, og man vil ikke have, at andre synes, at de er dumme, og siger noget grimt om dem”.

 

Yonis, 13 år: ”Det værste er, at hun drikker. Og jeg vil jo gerne have min mor, indtil jeg bliver voksen. Og der er det godt at have en plejefamilie, hvis der nu skulle ske noget… ”

Freya, 16 år: ”Mit råd til hvis der er nogen, der sidder i en plejefamilie og har det rigtig dårligt, det er, at man bliver nødt til at åbne munden og fortælle nogen om det….”

 

Fakta om anbragte børn
I 2009 var antallet af anbragte børn mellem 0 og 17 år i Danmark 12.654

Knapt halvdelen er anbragt i familiepleje.

 

Kommuner i det yderligere Danmark har højere frekvens i anbringelser af børn og unge.

 

Hovedparten af anbringelser er frivillige, 14 procent er tvangsanbragt

I 2009 skiftede 1070 børn anbringelsessted.

 

Ca. 10 procent af de anbragte børn og unge genanbringes – efter at have været hjemgivet og ofte efter eget ønske.

 

En undersøgelse fra SFI om anbragte børn fra årgang 1995 viser, at 40 procent af de anbragte børn har mindst 1 forældre, som selv har været anbragt som barn.

 

Læs mere på Ankestyrelsens hjemmeside: Viden om anbringelser af børn

 

Hvor får jeg fat i "Fortællingen om Rosa"?

Filmen kan købes her: BESTIL "FORTÆLLINGEN OM ROSA"

 
© René Bo Hansen
 
 
Download i Wordformat:
 

Pressemeddelelse (86KB)

 

Baggrund og synopsis (78 KB)

 

Medvirkende (6 MB)

 

Hvorfor medvirke? (6MB)

 

Faglige udtalelser (75 KB)

 

Citater fra filmen (3MB)

 
 
Download billeder her:
 
Billeder for download
 
 
Eksterne links:
 
Viden om anbringelser af børn - Ankestyrelsens hjemmeside
 
 
Pressekontakt:
 

Nordstjernen Film og TV

Instruktør René Bo Hansen

Tlf. 50 93 13 39
stjernefilm@mail.tele.dk