Hvorfor medvirke?

 

 

 

Freya 16 år

 

Jeg er glad og stolt over, at vi har fået filmen færdig, for der er virkelig brug for den.

 

Når man fx hører om Brønderslev-sagen, så har jeg meget ondt af de børn og unge, det er gået ud over, men tænker også, at det er et godt tidspunkt, at filmen kommer ud.

 

Mange almindelige familier snakker om, hvor hårdt de børn må have det, og om hvordan man mon kan hjælpe dem. Det er nu, at de og mange andre skal se, at nogle plejefamilier virkelig kan være livsreddere. Vi er rigtig mange, som har det godt med at være i pleje.

 

Der har også været enkelte historier om plejebørn, som er blevet dårligt behandlet. Og så tror mange, at det bare er sådan. Der er garanteret mange, som derfor kommer til at se ned på plejefamilier og plejebørn, selvom det måske ikke er deres hensigt, men mange ved ikke bedre.

 

Almindelige kernefamilier, har aldrig oplevet eller ved noget om, hvordan sådan et liv her er, hvilket jeg synes er ærgerligt. Det skal vi lave om på. Jeg håber virkelig mange kommer til at se vores film.

 

 

 

Linea 13 år

 

Jeg sagde ja til at være med i filmen, fordi jeg tænkte, at den kunne vise børn, som skal i pleje, at de ikke har grund til at være bange.

 

Jeg synes filmen er vigtig, fordi den viser, hvordan man som barn/ung kan have det, og hvilke tanker man får, men at det også kan ende godt, at man kan få nogle voksne at gå til, hvis man er ked af det eller har problemer.

 

Jeg tror, at mange gange, hvor man hører om børn, der i lang tid har haft det dårligt hos deres plejefamilie eller når de bor hjemme, så skyldes det, at der ikke er nogen, der lytter til børnene.

 

Måske fordi børnene ikke lige siger noget, fordi de er bange for, hvad der så kan ske. Eller måske fordi de voksne ikke forstår, hvordan det er at være barn med sådan et liv.

 

Derfor er det vigtigt, at vi tør råbe højt og fortælle om, hvordan det er at være os. Linea.

 

 

 

Johnni 13 år

 

Jeg ville gerne være med i filmen, fordi jeg synes, det kunne være spændende, og det er et vigtigt emne.

 

Det er vigtigt, at nye plejebørn får at vide, hvad de går ind til, og det er vigtigt, at andre forstår, hvordan det er at leve, som vi gør.

 

Når jeg ser nyheder med plejebørn, der har haft det rigtig dårligt i deres plejefamilie, så synes jeg, det er svært at forstå, at der ikke er nogen, der har hjulpet dem.

 

Det kan ikke være rigtigt... og det må vi gøre noget ved. Jeg håber vores film også kan bruges til det.

 

 

 

Joline 13 år

 

Jeg synes, det er en vigtig film, fordi der er mange gode råd i, og jeg ved selv, at når man lige er kommet i pleje, føler og tror man, at man er den eneste i verden, der er noget galt med.

 

Derfor er det vigtigt med den film, fordi man får at vide, at man ikke er den eneste og den familie man er havnet i, er der for at hjælpe og støtte i livet.

 

Jeg har det godt, men jeg tænker selvfølgelig nogle gange på, hvordan mit liv er. Der vil altid være svære situationer i plejebørns liv, og det er vigtig, at man har nogle voksne, der kan træde til hele tiden, for man har brug for at vide, at der er nogle til at støtte og hjælpe.

 

Sådan vil det være hele livet for børn som mig. Jeg er også havnet i en familie, hvor der er andre plejebørn - jeg har bl.a. en søster, som er 33 år, og som altid har været der.

 

 

 

Yonis 13 år

 

Jeg sagde ja til at være med i filmen, fordi jeg synes, det kunne være spændende at fortælle min historie.

 

Jeg håber, andre plejebørn kan have glæde af at se filmen, så det kan hjælpe dem. Det vigtigste med filmen, synes jeg, er at andre børn kan få besvaret deres spørgsmål omkring det at være i eller være på vej i plejefamilie.

 

Jeg synes også det er vigtigt, at dem der fører tilsyn og alle de andre voksne, der er med til at bestemme over vores liv, ser og hører om, hvordan vores liv er.

 

Selv har jeg været heldig med at havde den samme sagsbehandler, mens jeg har hørt om nogen hvor der skiftes sagsbehandler så tit, at det ikke er den samme der kommer 2 gange i træk.

 

Jeg ønskede selv at komme i plejefamilie da jeg boede på børnehjem, og det har jeg ikke fortrudt siden. Rart med en familie… rigtig rart.

 
© René Bo Hansen